Prisen på olie styrtdykker

Mens det her i landet diskuteres hvad olieprisen bør være i det kommende år, fortsætter prisen på olie med at styrtdykke på verdensmarkedet.
Skrevet af Ritzau, Karsten Sommer
06. januar 2016 11:06

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien sendte i første omgang olieprisen op ved ugens begyndelse, men nu er der tegn på, at stridighederne mellem de to olieproducerende mellemøstlande faktisk får olieprisen til at dykke i stedet.

Onsdag formiddag røg prisen på en tønde Nordsøolie ned på 35,7 dollar, hvilket er det laveste niveau i over et årti. Faktisk har den ikke været lavere siden 2004.

Ifølge en olieekspert skyldes det nye prisfald, at en aftale blandt Opec-landene om at reducere produktionen i et forsøg på at få prisen op, nu virker helt urealistisk.

- Lagrene bliver større og større, og spændingerne mellem Iran og Saudi-Arabien gør enhver aftale om en produktionsnedgang usandsynlig, siger eksperten, Michael Hewson, ifølge Reuters.

Udover den mellemøstlige olie, er der blandt andet stort udbud af amerikansk skiferolie samt olie fra Rusland, der på grund af en presset økonomi ikke holder sig tilbage med at sælge ud af beholdningerne, selv om priserne er lave.

Her i Grønland nedsatte Polar Oil i går brændstofpriserne med 27 øre pr. liter.

Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, meddelte mandag at han kræver endnu lavere oliepriser.