Foto: Privat foto

QULAARPAA Praktikpladsmangel stopper unges uddannelse

Det er ikke kun inden for håndværksfagene, der mangler praktikpladser til unge, som gerne vil have en uddannelse. Også inden for uddannelserne til kontor og administration forhindrer praktikpladsmanglen unge i at få en uddannelse.

- Jeg er meget ærgerlig over at skulle droppe ud af uddannelsen, det er ikke rart, fortæller 30-årige Maritha Broberg fra Qeqertarsuaq, der i 2014 måtte droppe ud af sin kontoruddannelse på Handelsskolen i Nuuk, fordi hun ikke kunne få en praktikplads.

Maritha Broberg er kun én af mange som enten ikke kan færdiggøre sin erhvervsuddannelse eller slet ikke komme i gang med den på grund af en manglende praktikplads.

- En tredjedel af eleverne plejer at sikre deres praktikplads før om sommeren. Den anden tredjedel skal arbejde lidt mere for det. Men den sidste tredjedel ser vi desværre aldrig igen, siger Elise Kielsen, lærer på TNI Basis uddannelsen på Niuernermik Ilinniarfik i Nuuk, der uddanner blandt andet kontorassistenter.

Uddannelse har stor betydning

Manglen på praktikpladser afholder unge fra at få en uddannelse, og det er et problem her i landet, da kun en tredjedel af befolkningen har en uddannelse over folkeskoleniveau, og uddannelse kan være afgørende for, hvordan de unge klarer sig i livet.

- Vi ved, at mennesker med højere uddannelse er sundere, de lever længere tid, de tjener flere penge - dermed får samfundet mere i skat, og vi ved også, at mennesker med uddannelse som oftest trives bedre end mennesker uden, forklarer Peter Berliner, professor i sociale forhold ved Ilisimatusarfik.

Handelsskolen i Nuuk udbyder TNI-uddannelserne sammen med Campus Kujaleq i Qaqortoq, og ifølge chef for erhvervsuddannelserne ved Campus Kujalleq, Kista Isaksen, er løsningen på problemet, at både det offentlige og de private virksomheder tager endnu flere praktikanter.

- Samfundet har brug for uddannet arbejdskraft, og et eller andet sted er det os alle, der skal løfte opgaven, hvis det skal lykkes, siger Kista Isaksen.

Maritha har ikke givet op

I Qeqertarsuaq har Maritha Broberg ikke opgivet sin drøm om at få en uddannelse.

- Mit mål er at blive kontorarbejder. Jeg tænker, at jeg først vil finde en praktikplads, før jeg søger igen ind på uddannelsen, for på den måde at undgå at starte på uddannelsen forgæves igen, fortæller Maritha Broberg.

I debatprogrammet Qulaarpaa, der sendes torsdag 31. marts vil fagfolk og politikere debattere problemet med de manglende praktikpladser.

Kommentarer


 

Sider