Poul Hansen: Jeg tager det som en mand

Ni stemmer til Randi Vestergaard Evaldsen, tre til Justus Hansen og ingen til Poul Hansen. Sådan fordelte stemmenre sig ved dagens formandsvalg hos Demokraterne.
Poul Hansen Foto © : Jonas Fievé/KNR
13. februar 2016 18:34

Som ventet fik den 31-årige Randi Vestergaard Evaldsen en overbevisende sejr ved formandsopgøret hos Demokraterne og kan nu kan sætte sig i spidsen for det unge parti.

 

Glad for opbakning

Og det var da også en glad formand Randi Vestergaard Evaldsen der umiddelbart efter valget blandt andet sagde:

- Jeg er selvfølgelig utrolig glad for det her og glad for opbakningen, lød det fra Randi Vestergaard Evaldsen, som også havde et par trøstende ord med til de to tabere i formandsopgøret Justus Hansen og Poul Hansen.

De fik henholdsvis tre og nul stemmer:

- Det har været en sej og hård kamp, men Justus og Poul er jo stadig bag os, og vi kommer til at samarbejde om det her, sagde Randi Vestergaard Evaldsen videre.

 

Alvorlig sygdom

Justus Hansen kunne ikke selv være til stede ved formandsvalget på grund af alvorlig sygdom i familien. Mens Poul Hansen var ærgerlig over ikke at have fået en eneste stemme:

 - Selvfølgelig er jeg skuffet, men jeg tager det som en mand. Og det er jo et frit valg, så enhver har ret til at stemme på den, man gerne vil have som formand, siger Poul Hansen.

Hvad vil du nu gøre for at bakke op om din nye formand?

- Ingenting....Nej, selvfølgelig bakker vi op om vores formand, og vi står sammen alle sammen. Uanset om man er taber eller vinder, skal vi arbejde godt sammen med hinanden, understreger Poul Hansen.