Politiets pressemøde: Fire meldes savnet
Kl 9.30 har politiet indkaldt til pressemøde om situationen i Nordgrønland. Det blev sendt direkte på KNR radio.
Politimester Bjørn Tegner Bay oplyser på pressemødet, at mindst fire personer er savnet efter nattens oversvømmelser.Han kan ikke bekræfte, at der er nogle omkomne.
- Jeg kan ikke bekræfte, at der er fundet nogen omkomne, siger Tegner Bay.
Alarmen i Upernavik er afblæst.
To af de evakuerede borgere er kommet voldsomt til skade, syv er kommet lettere til skade.
Politimesteren takker borgerne i Nuugaatsiaq og Illorsuit for at gøre en stor indsats for at hjælpe med at få folk sikkert væk fra Nuugaatsiaq.
- Vi har nu at gøre med en bygd der er mennesketom. Der vil være politbevogtning af hensyn til borgernes efterladte ejendele, indtil det er afgjort hvornår borgerne kan vende hjem igen, siger Bjørn Tegner Bay.
Eftersøgning efter de fire savnede foregår.
Der er registreret 101 borgere i Nugaatsiaq og 78 er registreret som evakuerede til Uummannaq by. Der er dermed 23, der mangler at blive gjort rede for.
Politimesteren understreger, at det ikke er det samme som, at de er savnede. De kan være på fiskeri, fangst eller på ferie i Grønland eller i udlandet.
- Det er ikke det samme som at vi mangler og frygter for hele differencen. Der kan jo meget vel være Nuugaatsiaq-borgere på fiskeri, på fangst, på ferie, som vi bare ikke har hørt om endnu. Men der savnes i hvert fald fire personer, siger politimesteren.
Politiet er derfor i gang med at efterforske, hvorfor der kan være den markante forskel.
Tegner Bay opfordrer borgere, der hører hjemme i Nuugaatsiaq men som af en eller anden grund ikke er der nu, om at kontakte den pårørende telefon der er blevet oprettet med nummeret 36 52 49, så politiet kan få disse borgere fjernet fra listen over savnede.
De fire personer, der er savnede er fra et af de 11 huse, der skyllede i havet.
Materielle skader
Der er 11 bygninger, der er skyllet i havet. Nogle af dem er helt væk og andre ligger lidt uden for stranden.
Der er ikke elektricitet i bygden længere. Et af de skadede bygninger er elværket.
Opdateres løbende...
LÆS OGSÅ 39 evakueret fra Nuugaatsiaq