Politiet søger vidner efter drab på 62-årig i Ilulissat

Politiet i Qaasuitsoq, Hovedstation Ilulissat, søger vidner i en drabssag
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
07. august 2016 12:52

Torsdag d. 28. juli omkring klokken 7.00 om morgenen blev en 62-årig mand dræbt i sin lejlighed på adressen Atersuit 42 i Ilulissat. Politiet leder i den forbindelse efter to mænd, som forlod opgangen omkring drabstidspunktet. Politiet håber, vidner kan hjælpe med at identificere de to mænd, skriver de i en pressemeddelelse fredag.

De to mænd har følgende signalement:

A) Mand, ca. 170 centimeter høj, cirka 35 år, spinkel af bygning.

Lys i ansigtet, hårfarven var lysbrun, og håret var ifølge politiets oplysninger ’sat op til venstre side’. Manden var iført en blå kedeldragt med lynlås på midten af dragten, og han bar hvide sportssko.

Læs også 33-årig sigtet for drab i Ilulissat

B) Mand, ca. 170 centimeter høj, ca. 35 år, spinkel af bygning og med sort hår, som gik ned over ørerne. Manden var iført mørkt tøj.

 

De to mænd forlod ifølge politiets oplysninger Atersuit 42 og forsvandt bag udhusene mellem Atersuit 40 og 42.

 

Politiet hører også gerne fra borgere, der måtte have set eller hørt noget, der kan have relation til drabssagen i tidsrummet fra onsdag 27. juli kl. 21 frem til torsdag 28. juli kl. 8.

 

Politiet i Ilulissat kan kontaktes på telefon 70 14 22.