Politiet opgiver eftersøgning af vandrer

Politiet i Grønland har nu indstillet eftersøgningen af den 27-årige Yat Wui Cheung fra Hong Kong.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Jens Thorin
27. juli 2016 14:11

Yat Wui Cheung, der fulgte ruten ”Arctic Circle Trail”  mellem Sisimiut og Kangerlussuaq,  er sidst set torsdag den 14. juli i Itinneq - på dansk kendt som Oles Lakseelv, hvor han var i gang med at lave mad. 

To vandreturister så den savnede, der virkede glad og frisk. Efterfølgende fortsatte den savnede sin vandring mod øst langs nordsiden af elven.

Den savnede beskrives som mand med asiatisk udsende, bærer briller, iført gul jakke og medbringer en mindre orange rygsæk og en rødlig taske. 

Siden i lørdags og frem til mandag har politiet med helikopter eftersøgt landområdet fra Itillinnguaq i Kangerlussuaq mod syd og til Isortuarsuk mod nord samt ind til indlandsisen øst for Kangerlussuaq uden at finde den savnede.

Der er ligeledes foretaget afhøring af flere vandreturister, der har gået ad ruten, både fra Sisimiut til Kangerlussuaq og fra Kangerlussuaq til Sisimiut, men ingen har set den savnede længere inde mod Kangerlussuaq end Itinneq.

Personer, der måtte have oplysninger om den savnede Yat Wui Cheung, bedes kontakte Politiet i Sisimiut på tlf. 701322.