Politiet advarer mod at dele nøgenfoto med partner

Forhold kommer og går, men billederne af dig på din ekskærestes mobil består. Og ikke alle er lige gode til at holde på den intime viden, hvilket to har måttet sande i Nuuk inden for den seneste uge.
Skrevet af Camilla Dam
08. december 2015 13:32

Efter at have modtaget et par anmeldelser af intime fotografier eller film, som er blevet offentliggjort på de sociale medier ovenpå et brudt forhold, appellerer politiet nu til folk om at holde igen med den slags delinger.

- Politiet skal på baggrund af dette opfordre folk til at tænkte sig rigtig godt om, før de deler intime billeder af sig selv med andre, meddeler Britta Nielsen Johansen, kriminalpræventivkoordinator ved Grønlands Politi.

Politiet gør opmærksom på lovgivningen på området, hvor man risikerer at overtræde kriminallovens § 84, som omhandler blufærdighedskrænkelse, og kriminallovens § 85, som vedrører børnepornografi, når den afbillede person er under 18 år.

- Personen, der deler eller udbreder intime fotografier eller film, kan derfor risikere at blive retsforfulgt, fastslår Grønlands Politi.

Det er meget svært at fjerne billeder og videoer fra nettet, når først de er blevet delt. Derfor skal man holde igen med den slags, lyder det fra politiet.

Politiet kan heller ikke garantere, at de kan fjerne de intime fotografier eller film, når de først er lagt ud på nettet, da deling og lagring af tilgængelige filer på nettet, kan gå meget hurtigt.