Pituffik undgår sparekniven

Trods kæmpebesparelser i det amerikanske forsvar - de er i omegnen af 400 milliarder dollars, er der intet der tyder på, at Thulebasen i Pituffik rammes.
07. juli 2011 06:49

Direktør Steen Groth Clausen, Greenland Contractors, siger til avisen AG, at US Air Force ikke har varslet nogen former for besparelser.

- Vi har ellers været på forkant med drøftelser allerede i februar og marts, men her var der intet på tapetet.

Direktøren for Selvstyrets Udenrigskontor, Inuuteq Holm Olsen, mener heller ikke Thule Air Base er i farezonen. Han henviser til, at USA for få år siden afsluttede en modernisering af radaren til omkring en milliard kroner. så den kan indgå i missilforsvaret. Samtidig råder basen over et vigtigt satellitsporingssystem, tilføjer han overfor AG.

Basen i Pituffik beskæftiger 440 civilt ansatte i Greenland Contractors og er hjemsted for omkring 200 militærfolk. Basen tilfører hvert år Landskassen omkring 100 millioner kroner i direkte indtægter.