Pilot låst ude af cockpit ved flyulykke

En af piloterne på det Germanwings-fly, som tirsdag styrtede ned i det sydlige Frankrig med 150 personer om bord, havde forladt cockpittet, inden flyet begyndte at tabe højde. Og han var ikke i stand til at komme ind i cockpittet, inden Airbus-flyet ramte en bjergvæg.
Skrevet af Ritzau
26. marts 2015 11:51

Det siger en af de personer, der efterforsker flystyrtet, til den amerikanske avis New York Times.

Informationerne stammer fra en af flyets sorte bokse, der optager data og kommunikation fra blandt andet cockpittet.

- Du kan høre, at han forsøger at sparke døren ind. Vi ved endnu ikke, hvorfor en af mændene gik ud. Men det ligger fast, at lige før flyvningen ender, er den anden pilot alene, og han åbner ikke døren, siger kilden.

Lydoptagelserne giver ingen forklaring på, hvad piloten i cockpittet foretager sig eller om han eventuelt har fået et ildebefindende.

På optagelsen kan man høre en alarm gå i gang i cockpittet på det tidspunkt, hvor flyet nærmer sig bjerget i de sydfranske alper og kort efter bliver knust, skriver AFP. I de afgørende minutter bliver der fra cockpittet ikke gjort forsøg på at alarmere jordkontrollen.

Lydoptagelserne giver ingen forklaring på, hvad piloten i cockpittet foretager sig eller om han eventuelt har fået et ildebefindende.

Optagelserne indikerer heller ikke uoverensstemmelser mellem piloterne. Ved flyvningens begyndelse kan man høre piloterne tale professionelt og meget roligt og afslappet sammen, siger New York Times kilde.