Pia Kjærsgaard har indtaget formandskabet

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har for første gang sat sig på formandsstolen i Folketinget.
Foto © : Henrik Sørensen/Folketinget
03. juli 2015 14:13

Den 68-årige tidligere partiformand afløser socialdemokraten Mogens Lykketoft og er den første kvindelige folketingsformand, skriver Ritzau.

Selv om Folketingets formand skal være en samlende figur for Folketinget, var det dog ikke et enstemmigt ting, der valgte Pia Kjærsgaard.

Bag den nye formand står de fire borgerlige partier samt Socialdemokraterne og Siumut.

Læs også Pia Kjærsgaard formand for Folketinget

Til gengæld krævede Enhedslisten en afstemning, fordi man ligesom SF erklærede, at man ikke støtter valget af Pia Kjærsgaard.

Ved afstemningen var der 87 stemmer for Pia Kjærsgaard og 16 imod, mens otte stemte hverken for eller imod.

Enhedslisten og Alternativet stemte imod, mens SF og De Radikale stemte blankt.

I sine første ord som formand lovede Pia Kjærsgaard, at hun vil forsøge at samle hele Folketinget.

- Jeg vil bestræbe mig på at være hele Folketingets formand. Jeg vil være tillidsrepræsentant for alle, uanset hvilket parti man kommer fra, sagde Pia Kjærsgaard.