Person eftersøges på fjeld ved Nuuk

Politiet leder lørdag eftermiddag efter en person på Ukkusissat (Store Malene) ved Nuuk med helikopter.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. januar 2016 18:45
Versionist Jaaku Lyberth

OPDATERET KL. 8.22: GRØNLANDS POLITI OPLYSER I EN PRESSEMEDDELELSE LØRDAG AFTEN, AT EFTERSØGNINGEN ER AFSLUTTET - EN 57-ÅRIG MAND ER IFØLGE POLITIET OMKOMMET EFTER ET FALD PÅ FJELDET.

I Nuuk er der lørdag aften stor aktivitet fra beredskabet og politiet ved fjeldet Ukkusissat (Store Malene) umiddelbart uden for byen.

Det drejer sig om en eftersøgning af en person, der formentlig er faldet oppe på fjeldet.

Det oplyser vagthavende ved Grønlands Politi i Nuuk Søren Bendtsen til KNR.

- Den store aktivitet skyldes, at vi leder efter en person, som et vidne har set glide oppe på fjeldet, siger Søren Bendtsen.

Eftersøgningen foregår både med brandfolk, politi og med helikopter.