Pelse og tasker skal styrke Great Greenland

Der skal mere gang i syningen af sælskindstasker og pelse på systuer i blandt andet Grækenland, Tyrkiet og Portugal, hvor Great Greenland får lavet sine produkter. Det skal redde arbejdspladser i Grønland, siger selskabets tiltrædende direktør, Ditte Sorknæs.
Foto © : Privat foto
25. januar 2016 14:37

Great Greenland meddelte i sidste uge, at selskabet får ny direktør 1. februar. Det bliver Ditte Sorknæs, der skal forsøge at rette op på Great Greenlands resultater og få gang i salget af sælskind.

Ditte Sorknæs er tidligere marketingschef i Copenhagen Fur, og hun vil satse på at øge salget af blandt andet tasker og pelse.

- Vi bliver nødt til at få skindene derud, så folk kan se, at man kan lave nogle smukke ting ud af sæl, siger Ditte Sorknæs til KNR.

Læs også Partii Naleraq: Luk ikke systue

Hun forklarer, at produkter lavet af sæl ikke er ret udbredt i øjeblikket.

- Hvis du kommer uden for Grønland, er det selv i Danmark - som tidligere var et stort aftagerland af sælprodukter - rigtig svært at finde sælprodukter på hylderne, siger Ditte Sorknæs.

Hun mener, at der venter en stor kommunikationsopgave, for at sparke gang i salget af sælskind og dermed være med til at redde arbejdspladser i Grønland.

Læs også Great Greenland vil nedbringe små indhandlinger af sælskind

- Hvis du går ud og taler med de professionelle skindindkøbere, der sætter dagsordenen ude i verden, så siger de, at sæl er hårdt, stift og tungt, så det er ren kommunikation, der skal til. Det handler om at få fortalt dem, at sæl er et fantastisk lækkert produkt, siger Ditte Sorknæs.

Produktion i udlandet fortsætter

KNR fortalte i sidste uge, at Great Greenlands systue i Qaqortoq lukkes med udgangen af januar, og at det dermed var slut med Grønlandsk syede pelse og tasker, men Great Greenlands produktion i udlandet fortsætter.

Læs også Ny strategi: Indhandlede sælskind kasseres

Great Greenland har i mange år fået produceret blandt andet pelse og tasker og tilbehør i udlandet. Tidligere i blandt andet Portugal, Tyrkiet, Grækenland Kina, Indien og Rusland. Det oplyser Great Greenlands afgående direktør Lars Berg.

- I øjeblikket får vi ud over det, vi producerer i Qaqortoq, hovedsageligt produceret i Grækenland, Tyrkiet og Portugal, men det afhænger af prisen og kvaliteten, siger Lars Berg.

Det er den produktion, der skal levere varerne til Ditte Sorknæs strategi.

Læs også Slut med grønlandsk syede sælskindsjakker

- Den måde, vi kan påvirke skindsalget på, er jo ved at få skabt nogle produkter, som verdenssamfundet vil finde interessante, så de også går på auktion og køber sælskind, siger Ditte Sorknæs.

I sidste uge meddelte naalakkersuisoq Randi Vestergaard Evaldsen, at Great Greenland bliver nødt til at kassere nogle af de skind, der indhandles i 2016, fordi virksomheden har seks års forventet salg af skind på lager.

Læs også Great Greenlands direktør stopper

Læs også VIDEO Great Greenland lukker systuen

Læs også Great Greenland og Nuuk Couture åbner butik i Nuuk