Pædagoger har svært ved at takle problembørn

Pædagogseminariet i Grønland ruster ikke pædagogerne til at kunne håndtere den nye generation af tidligt skadede børn og unge. Det mener pædagogernes fagforening PIP. Seminariet er for så vidt enige i den betragtning - problemet er bare, at det vil kræve er længere uddannelsesforløb og dermed også flere ressourcer, lyder det.
23. oktober 2012 06:34

Kaalina Skifte, formand for PIP, savner specialiserede studieretninger inden for pædagoguddannelsen, så man fx kan specialisere sig inden for døgninstitutionsområdet.

- Det, der mangler i Grønland efter PIP's mening er mere retningsgivende uddannelse i løbet af de 3½ år, man er under uddannelse, udtaler Kaalina Skifte.

Fungerende rektor på Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat, Michael Juhl siger:

- Jeg kan godt følge dem, og jeg er sådan set enig, men det kræver bare enten, at man forlænger den nuværende uddannelse, eller at man laver en specialistoverbygning.

- Hvorfor kan man ikke gøre det inden for rammen på 3½ års uddannelse?

- Fordi du er nødt til at have den almene basis hele vejen rundt. Du er nødt til at have fundamentet i orden. Vi har erfaringer fra de andre professionsområder, både læreruddannelsen og andre. Det er begrænset hvor meget man kan nå på 3½ eller 4 år.

Så det er op til politikerne, om de vil bruge pengene på det, pointerer Michael Juhl.

- Hvis det her skal løses, så skal man politisk beslutte sig for at prioritere penge til det.

Men ikke engang de efteruddannelseskurser, der handler om at ajourføre pædagoger på døgninstitutionsområdet, som seminariet tidligere har afholdt, har nu tilmeldinger nok.

- Inden for det sidste års tid er økonomien strammet til, og en del af de kurser, som har været udbudt, er blevet aflyst, fordi man økonomisk har lukket kasserne i de forskellige kommuner, siger Michael Juhl.

Som vi i sidste uge fortalte i Radioavisen volder den nye kategori af tidligt skadede børn det grønlandske system problemer. Men én ting er sikkert, lyder det fra PIP, vi kan ikke være bekendt fortsat at sende vores børn til anbringelse i Danmark.

- Jeg synes det er en meget beklagelig situation, vi sidder i. Nu snakker man jo om selvstændighed i Grønland på længere sigt. Der synes jeg så, at det er meget vigtigt, at vi ikke sender disse børn og unge til Danmark. Jeg synes man skal se meget på pædagoguddannelsen og sige: Hvad er det, man her mangler? Og hvad skal man gøre for at bibeholde disse børn og unge i Grønland, lyder det fra Kaliina Skifte.