Olieselskaberne dropper Vestgrønland

Mens Norge nu åbner op for fornyet jagt på olie i Barentshavet, tyder meget på at Grønlands oliedrømme går trange tider i møde.
Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2016 07:16

Ifølge Råstofdepartementet tyder meget på at skotske Cairn Energy bliver det eneste olieselskab tilbage i Grønland, når de nuværende efterforskningslicenser udløber ved årets udgang.

Det skriver dagens udgave af AG.

- Det virker som om flere af selskaberne har planer om at tilbagelevere licenserne, ligesom det er sket mange andre steder i Arktis, siger departementschef i Råstofdepartementet Jørgen T. Hammeken-Holm til avisen.

Det gælder selskaber som Shell, ConocoPhillips, Maersk Oil og Husky Oil.

- På Vestkysten har er Cairn Energy dem der klarest har meldt ud at de gerne vil blive, resten er ved at fordufte, siger departementschefen.

Olieudsigterne i Grønland svarer til situationen i resten af Arktis, hvor for eksempel 80 procent af licenserne i Alaska er blevet leveret tilbage.

Men Råstofdepartementet har stadig håb til de licenser, der er givet i Nordøstgrønland.

- Her er der stadig interesse fra olieselskaberne, siger departementschef i Råstofdepartementet Jørgen T. Hammeken-Holm til avisen, og kalder Nordøstgrønland for den eneste tilbageblevne "guldklump" i Grønlands drømme om et olieeventyr.