Nyt rekord-resultat for Hotel Arctic

Hotel Arctic kom ud af 2015 med et historisk godt resultat, og derfor var der heller ikke overraskende tilfredshed på den netop afholdte generalforsamling.
Foto © : Visit Greenland/Madeleine Glindorf
Skrevet af Jonas Fievé
13. april 2016 06:15

Årsresultat før skat blev med 3,4 millioner kroner - det hidtil bedste nogensinde, skriver administrerende direktør Erik Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Den postive udvikling bunder primært i, at der generelt set bare er flere turister, som lægger vejen forbi Ilulissat. Antallet overnattende turister er vokset med 62 procent i tidsrummet 2011 til 2015 og med en særlig høj vækst i 2015, anfører Bjerregaard.

Der har i en periode været udfordringer med, at sæsonen i Ilulissat har været kort, og derfor glæder det også hoteldirektøren, at der især har været vækst i de såkaldte lavsæsoner, nemlig op til juni måned og igen fra oktober måned.

Læs også Ilulissat-hotel snart uden lavsæson

Det er ikke mindst en aktiv markedsføring og nye flyruter der har muliggjort denne vækst, som sætter sit præg på byen.

- Nye nationaliteter er især via Island blevet synlige i bybilledet, særligt er der forventninger til flere turister fra Asien og USA takket været tiltag fra Visit Greenlands side, lyder det fra Erik Bjerregaard, som forventer yderligere vækst i takt med nye flyruter.

Fra 1. juni tager Hotel Arctic fem nye hotelværelser i brug, hvilket bringer antallet af værelser sammen med igloerne i højsæsonen op på 95 enheder.