Nyt nødherberg i Nuuk

Kommuneqarfik Sermersooq tog torsdag i denne uge det nye nødherberg på Kujellarpaat i Nuuk i brug for første gang. Det skriver kommunen i en pressemedelelse.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
26. februar 2017 17:30

Det nye herberg bliver et supplement til det eksisterende på Lille Slette og behovet er der. Byens hjemløse har nu fået helt nye og moderne rammer. Åbningen af det nye herberg, betyder imidlertid ikke, at det gamle herberg på Lille Slette bliver lukket foreløbig.

Kommmunen skriver, at det hidtil har været muligt at finde plads til alle, der henvendte sig på herberget, men i den seneste uge har der været så mange fremmødte, at det ikke længere kan lade sig gøre at rumme alle på ét herberg.

- Den store søgning har betydet, at forvaltningen måtte handle hurtigt. I denne kolde vinter vil vi naturligvis ikke afvise borgere, der mangler et sted at sove, slår Grethe Nielsen fast.    

De hjemløse skal henvende sig på det nye herberg, og hvis der mangler plads der, vil de sidst ankomne blive bedt om at gå til det gamle herberg, hvor der er plads til dem.  

I torsdag var der 36 overnattende på det nye herberg og 5 på det gamle.

LÆS OGSÅ Sermersooq køber containere til hjemløse

Det er tanken, at de to herberger skal fungere samtidigt indtil de tyve container-boliger til hjemløse, som kommunalbestyrelsen i december besluttede at købe, er klar til indflytning.