Ny selvejende døgninstitution i Nuuk

I denne mørkeste tid af året ser Qaamasoq dagens lys. Den nye institution kan fra 1. februar næste år modtage børn fra ti til 16 år.
Skrevet af Per Andersen
19. december 2011 10:45

Det har taget tre år at forberede den kommende døgninstitution i Nuuk. Tre initiativtagere har gennem årene lavet forberedelser til at kunne tage imod syv normaltbegavede børn.

Den nye institution søger nu pædagoger, oplyser direktør i Qaamasoq Terkil Larsen, som er uddannet pædagog og skolelærer.

Den nye døgninstitution, som er på 280 kvadratmeter, ligger for enden af Svend Jungip aqqutaa.