Ny bog om flådens virke i Grønland

Den danske flåde har netop rundet sit 275-tyvende år i Grønland. Og i den anledning har søofficeren og foredragsholderen Per Herholdt Jensen udgivet en ny bog om flådens virke i Grønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. januar 2012 09:07

Bogen starter helt tilbage med fregatten Blaa Heyren, der satte de hollandske hvalfangere på plads. De både svindlede og overfaldt den lokale befolkning. I dag sørger forsvaret som bekendt for suverænitetshævdelsen med søredning og fiskerikontrol langs Grønlands kyster.

Bogen er rigt illustreret og krydret med fortællinger om blandt andet et søslag i Disko og med førstehåndsberetninger fra søredninger, skriver Maritime Danmark.

Der er også kapitler om Grønlands Kommando, Sirius og luftvåbnets aktiviteter i Grønland, så bogen udgør dermed den første samlede skildring om dansk militærs aktiviteter i Grønland.

Det er ikke Per Herholdt Jensens første bog om flåden i Grønland. Han er også forfatter til Grønlandssejlerne, som ligeledes er udgivet på Forlaget Nautilus.