Nick Nielsens ordførertale i Folketinget

Nick Nielsens tale fra forespørgselsdebat i Folketinget om den økonomiske situation i Grønland.
Nick Nielsen debuterer på Folketingets talerstol Foto © : Simon Uldum/KNR
Skrevet af Aaqqissuisoqarfik
06. februar 2015 15:08

Når man ønsker at bedømme et andet lands økonomi, er det naturligt at sammenligne det med andre lande.

Det gør EU blandt andet, når de fastsætter konvergenskrav til medlemslandenes økonomier. EU ser på inflationen, hvor det maksimalt tilladte er 1,7 % i 2014. Skønnet for Grønland ligger lige nu på 1,3 %.

EU kræver, at det årlige underskud ikke må være over 3 % af BNP. I Grønland forventer vi et underskud for 2014 på ca. 2,5 % af BNP. EU ønsker, at den offentlige gæld højst må være på 60 % af BNP i medlemslandene. I Grønland forventer vi i dag at ligge omkring 20-25 % af BNP.

Jeg nævner dette, for at vi kan få nogle rimelige proportioner ind i denne debat. For på kort sigt er vores økonomiske udgangspunkt i Grønland rigtigt fornuftigt. På langt sigt er vi udfordret af en ældrebyrde – altså af den samme demografiske udvikling som f.eks. Danmark. Den udfordring agter den nye grønlandske regering at tage hånd om.

Vores statsminister, Siumuts leder, Kim Kielsen, meddelte således i sin nytårstale, at der nu skal udarbejdes en holdbarheds- og vækstplan for Grønland. Derudover barsler Naalakkersuisut nu også med en grønlandsk budgetlov efter dansk forbillede. En lov, der skal sikre en endnu stærkere styring af det offentlige forbrug.

Så reformerne er på vej.

Et centralt emne for Siumut er, at få udvidet vores turisme fremover. Derfor skal vi have udvidet vores lufthavne, havne og hotelkapacitet i hele landet, og vi ser meget gerne et samarbejde med danske investorer om det. Det koster penge at tjene penge, og vi får ikke nye indtægter i Grønland uden investeringer først.

Derudover har vi iværksat forsøgsfiskeri på flere af de nye arter, der vandrer ind i vores farvande i disse år.

Det fiskeri er lovende. Naalakkersuisut vil desuden sikre, at fiskene vi fanger, fremover i højere grad bliver forarbejdet i Grønland i stedet for i udlandet. Den værdiforøgelsen af produkterne, vi i dag ser ske udenfor Grønland, må meget gerne ske hos os selv i fremtiden.

I øjeblikket er den første nye mine i mere end 10 år ved at blive bygget i nærheden af Nuuk, og flere projekter nærmer sig den endelige ansøgning om udnyttelsestilladelse.

Det store jernprojekt ved Nuuk netop er blevet overtaget af en kapitalstærk kinesisk investor. Der er absolut ingen grund til at afskrive muligheden for en voksende mineindustri i Grønland, fordi enkelte mineraler er lave i pris nu.

Jeg byder interessen for Grønland blandt de partier, der har stillet denne forespørgsel, velkommen. Men præmissen for denne debat er desværre ikke rigtig. Grønland har nemlig hverken et dramatisk voksende underskud eller en dramatisk voksende arbejdsløshed.

Underskuddet for 2014 bliver betydelig mindre end det tal, der blev sat i cirkulation under valgkampen og derfor ikke afspejlede året samlede resultat. Og faktisk er arbejdsløsheden direkte faldende nu som følge af Naalakkersuisuts indsats de sidste år.

Hvis intentionerne bag denne forespørgsel er, at Folketinget skal være Grønland til gavn er det nogle andre signaler, vi skal have fremmet.

Signaler som dem, der netop er kommet med den nye rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet om kommercielt erhvervssamarbejde mellem Grønland og Danmark. En rapport, der er baseret på et ligeværdigt samarbejde mellem vores regering i Nuuk og den danske regering. En rapport som peger på ikke mindre end 12 områder, hvor der her og nu kan sættes ind med samarbejde til gavn for Rigsfællesskabet. Det er vejen frem.

På langt sigt er vi - som andre - udfordret af en ældrebyrde, men vi tager vores ansvar på os, og vi er i fuld gang med at gribe ind overfor problemet.

Det ville være godt, hvis man her i landet fremover brugte energien på at diskutere, hvordan Danmark bedst kan være med til at fremme denne udvikling i Grønland indenfor Selvstyrets rammer. Jeg tillader mig at læse det beslutningsforslag der er fremlagt i forbindelse med denne debat netop sådan.