Naleraq påstår koalitionsforhandlinger stadig pågår
Selvom det nu skulle ligge fast, at der bliver udnævnt et samlet Naalakkersuisut-hold i morgen eftermiddag, så er der spænding til det sidste. For Partii Naleraqs kontor bliver i øjeblikket kontaktet flere gange om dagen af Kim Kielsen, der gerne vil udvidde sin koalition med et parti mere.
Bruger "ufine metoder"
Sådan lyder påstanden i hvert fald fra medstifter og næstformand, Per Rosing-Petersen. Naleraq vil gerne forhandle, siger Rosing-Petersen, til KNR, men han mener, Siumut bruger "ufine metoder" til at lokke Naleraq med og styrke mandattallet i deres koalition.
Han ønsker ikke at udtale sig yderligere til KNR.
Læs også Kim Kielsen præsenterer Naalakkersuisut onsdag
S og D afviser udlægning
De to største koalitionspartier afviser Naleraqs version af historien. Andreas Uldum (D) har ikke kendskab til, at der stadig foregår koalitionsforhandlinger, siger han.
Og næstformanden i Siumut er også uforstående overfor Naleraqs beskrivelse af processen.
Jeg afviser den form for aktivitet. Koalitionsaftalen blev underskrevet i torsdags, siger Jørgen Wæver Johansen (S) til KNR.
Siumuts næstformand mener, at Partii Naleraq må være skuffede over ikke at være med i en koalition, siden de siger, som de gør.
Det nye Naalakkersuisut skal snart konstitueres, men der er ikke indkaldt til nogen Inatsisartut-samling endnu. Seneste forlydender fra Inatsisartut-gangen er, at der klokken tre i morgen eftermiddag bliver holdt gruppemøder i partierne, og at det nye Naalakkersuisut med alle ansvarsposter bagefter bliver præsenteret.
Formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, siger til KNR, at hun ikke længere får henvendelser om koalitionsdannelse fra Siumut.