Mirakelbarn hjemme igen

Drengen, der på mirakuløs vis overlevede et fald fra en altan på 6. sal i et af Tuapannguit-tårnene i Nuuk og blev alvorligt kvæstet, kom hjem med sin mor i lørdags, efter endt behandling på Rigshospitalet i Danmark.
Skrevet af Simon Uldum -
25. juni 2013 02:11

Familie, venner og bekendte var mødt talstærkt op i lufthavnen, for at tage imod Paalu og hans mor. Hans venner havde lavet flotte velkomstbannere, hvor de havde sat deres håndaftryk, og andre stod og viftede lystigt med deres flag.

- Jeg er spændt på at se hvor meget han er kommet sig efter ulykken. Jeg er nu allermest spændt på, at kunne holde ham i mine arme igen, og give ham et knus, siger Paalus far, Elias Inusugtoq, fortsætter:

Vi Skypede med ham i forgårs, og dér kravlede han rundt og virkede til at opføre som han plejer. Han er lidt irriteret over at han har en forbinding om sit ben, men ellers virker han som han plejer, selvom han stadig har hævelser og blå mærker i sit ansigt, siger Elias Inusugtoq til KNR.

Familien har forberedt stor velkomst-kaffemik i familiens hjem, hvor man venter mange gæster.

- Tiden vil vise hvor stor skade han har fået i hjernen. Han har også brækket seks af sine ribben og pådraget sig kraniebrud ved faldet. Det er stadig svært at vurdere om han får følgeskader. Lægerne kalder ham et levende mirakel, slutter en glad og lettet Elias Inusugtoq.