Millionindsprøjtning til bekæmpelse af arbejdsløshed

Ledighedsindsatsen får en saltvandsindsprøjtning fra Naalakkersuisut, som har indstillet til finansudvalget, at der bliver sat 15,5 millioner kroner af til at få flere ledige i arbejde i år og næste år.
Skrevet af Naimah Hussain
19. juni 2011 12:14

Planen er især målrettet jobs som har med mineral- og olieaktiviteterne at gøre, lyder det fra Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked.

-En arbejdsløs er en arbejdsløs for mange. Med handlingsplanen i hånden er der gode muligheder for at få vendt den triste udvikling, lyder ambitionen fra Ove Karl Berthelsen, naalakkersuisoq for Erhvervsområdet.

Og den handlingsplan, der er tale om, skal blandt andet føre til et bedre system til visitering af ledige. Rådgivning af ledige via kursusaktivitet og midler målrettet mod at opkvalificere ledige, så de kan finde arbejde i de fremtidige væksterhverv. Ambitionen er hermed, at de kommende olie- og råstofaktiviteter skal skabe jobs til hjemlig arbejdskraft.

Og så sent som i maj i år kom der en kraftig appel fra Grønlands Arbejdsgiverforening og SIK til Naalakkersuisut om at gøre noget ved den stigende arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden i byer uden for Nuuk er nemlig på vej til at skabe endnu større ulighed mellem Nuuk og det øvrige Grønland, lød det fra SIK’s formand Jess G. Berthelsen og direktør i GA, Henrik Leth.

Deres bud på en løsning var flere bygge- og anlægsarbejder.