Masser af nye millioner til landskassen

Julen falder tidligt i år, i hvert fald viser ændringerne til forslaget for finanslov, at der er 55 millioner kroner ekstra at jonglere med.
Foto © : Helle Nørregaard
03. november 2016 10:12

Gode priser på fisk, flere rejer og udsættelsen af kontrakten på Pituffik er nogle af grundene til, at finansloven har det noget bedre, end der oprindeligt var lagt op til.

Faktisk er de lovbundne udgifter og indtægter ændret med over 55 millioner kroner for 2016. Altså 55 millioner flere kroner i indtægter. Det fremgår af det ændringsforslag, Randi Vestergaard Evaldsen nåede at lægge frem, før hun blev sendt ud af koalitionen.

Læs også Naalakkersuisut fandt penge til forbedring af servicekontrakter

De penge kommer ikke mindst fra fiskerivirkesomhederne. Gode priser på rejer og fisk, samtidigt med at kvoten på rejer er hævet betyder flere penge i landskassen.

Den sidste check for Pituffik

Fakta

Der er for de fleste penge tale om engangsindtægter, da servicekontrakten på Pituffik er tabt. De mange penge fra fiskeriet er udtryk for historisk gode priser og en høj TAC på rejer. Derfor er disse indtægter også usikre fremover.

 

  • Udbytte fra KNI A/S 8 millioner.
  • Landsskat (fisk) 10 millioner
  • Selskabsskat selvstyreejede virksomheder 36 millioner (KNI, Greenland Holding og Royal Greenland)
  • Rejeafgift 10 millioner
  • Afgift makrel - 10,5 millioner (altså færre penge)
  • Samlet 55 millioner flere for i år.
  • De kommende år falder ekstraindtægterne til 25 millioner kroner. Og det kun hvis fiskeriet fortsat er meget gunstigt.

Effektiviseringen af KNI betyder, at de vurderes at kunne spytte yderligere otte millioner i kassen om året. Og så modtager Greenland Holding den sidste udbetaling for deres engagement på Pituffik gennem Greenland Contractors.

Servicekontrakten var egentligt tabt men det juridiske spil kørte videre og derfor beholdt Greenland Contractors kontrakten gennem 2016. Det får Naalakkersuisut til at estimere yderligere 21 millioner i kassen. Men det er altså en indtægt, som stopper fra i år.

Færre makrelmillioner

Den dårlige nyhed er imidlertid fiskeriet efter makrel, som har været ganske sløvt. Derfor nedjusterer Naalakkersuisut forventningerne til indtægterne herfra med 10,5 millioner for i år og de kommende år.

Overordnet er historien dog positiv. Der er flere penge på finansloven end det oprindeligt var forventet. 55 millioner kroner flere.