Mand anholdt på Kongevej

Den mistænkte i sagen om truslerne mod GU i Nuuk er anholdt - politiet forventer at ophæve afspærringerne i Nuuk centrum om kort tid.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
06. februar 2016 16:56

Grønlands Politi meddeler klokken 16.46 lørdag eftermiddag i en pressemeddelelse, at politiet har anholdt den formodede gerningsmand bag truslerne mod gymnasiet i Nuuk fredag.

- Lørdag eftermiddag cirka kl.16.30 har politiet foretaget anholdelse af den person, der er mistænkt for at have fremsat trusler mod GU og dets personale. Anholdelsen foregik ved den mistænkte mands bopæl på Kongevej, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen, foregår der stadig politiarbejde i og omkring adressen Kongevej 11 i Nuuk centrum, men politiet forventer snart at kunne ophæve afspærringerne.

- Afspærringerne forventes ophævet inden for kort tid, hedder det i meddelelsen.