Macron og Le Pen går videre til anden runde

Emmanuel Macron og Marine Le Pen går videre til anden runde af det franske præsidentvalg.
Foto © : European Parliament/Mutualité Française
Skrevet af Ritzau
24. april 2017 07:16
Versionist Simon Uldum -

Det står klart, efter at Frankrigs indenrigsministerium tidligt mandag morgen offentliggjorde det endelige resultat fra valgets første runde søndag.

Resultatet viser, at midterkandidaten Emmanuel Macron får 23,75 procent af stemmerne, mens højrefløjslederen Marine Le Pen får 21,5 procent.

På tredjepladsen kommer den konservative François Fillon med 19,91 procent af stemmene, mens venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon får 19,64 procents opbakning.

Trods det forholdsvis tætte resultat i første runde ventes der ikke lige så stor spænding ved anden runde.

- Jeg betragter det som fuldstændig sikkert, at Emmanuel Macron vinder valget, siger Jørn Boisen, leder af Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

- Meningsmålingerne giver Macron 60 og Marine Le Pen 40 procent i anden runde. Det er et enormt forspring, så det kan formodentlig ikke gå galt for ham, med mindre der sker noget helt uventet.

Jørn Boisen medgiver, at meningsmålinger for tiden har et noget blakket ry - især efter brexit-afstemningen i Storbritannien og præsidentvalget i USA. Men de franske målinger har vist sig overbevisende præcise, pointerer han.

/ritzau/Reuters