Lufthavnsmodel står ved skillevej

Naalakkersuisut vurderer om Kangerlussuaq fortsat skal være hoveddøren til Grønland, eller om der er bedre alternativer.
23. juni 2015 16:36

Vi står over for en større omlægning af landets lufthavnsstruktur, og en af de beslutninger, som Naalakkersuisut skal træffe er, hvilken by der skal være indgangen til Grønland.

- Som det er lige nu, og som det har været mange år, så er Kangerlussuaq hovedindfaldsvejen til Grønland for al den trafik, der kommer over Atlanten, siger Air Greenlands administrerende direktør, Michael Højgaard.

Det er dog langt fra sikkert, at Kangerlussuaq Lufthavn fortsætter som samlingspunkt for flytransporten.

 

To internationale lufthavne

Naalakkersuisoq for trafik og infrastruktur, Knud Kristiansen, Atassut, fortalte for nyligt, at man overvejer, om der skal laves nordatlantiske eller atlantiske baner i Nuuk og Ilulissat.

Den første model vil medfører en reinvestering på minimum 725 millioner kroner i Kangerlussuaq, anslår Kristiansen.

Læs også Kangerlussuaq kunne også halveres

Læs også Arbejdsgruppe skal drøfte atlantlufthavne

Den anden model vil til gengæld gøre Nuuk og Ilulissat til de primære indgange til Grønland.

De atlantiske baner vil blive 1799 meter og kan betjene en flyver med plads til omkring 150 passagerer, hvor Kangerlussuaq i dag kan tage mod Norsaq, som er en Airbus 330 med plads til knap 280 passagerer. 

 

Færre indenrigsflyvninger eller stor maskine 

Michael Højgaard forklarer, at man som udgangspunkt kan sige, at jo større fly man kan benytte på en rute, jo billigere bliver det per kilometer per passager.

- Derfor vil en direkte rute til såvel Nuuk og til Ilulissat som udgangspunkt blive en smule dyrere per kilometer på atlantstrækket, siger Højgaard og fortsætter.

Læs også Naalakkersuisoq for infrastruktur: Lufthavnen i Narsarsuaq nedlægges eller nedgraderes

- Til gengæld er der jo ikke noget intern flyvning i den. Og det er de to ting man skal holde op mod hinanden. Så klart, hvis du flyver direkte ind på de to hovedstationer, så bliver de destinationer billigere, end de er i dag.

I dag flyver godt 40 procent af passagererne til Nuuk og 20 procent til Ilulissat.