Lille fald i indtjeningen hos Grønlandsbanken

Grønlandsbanken lægger pænt ud i år med et kvartalsresultat på 21,4 millioner. Sammenlignet med resultatet for samme periode sidste år på 25,2 millioner kroner er der dog tale om et lille fald i indtjeningen.
Skrevet af Karsten Sommer
29. april 2016 06:38

De væsentligste årsager er lavere renteindtægter på obligationer og en negativ rente i Nationalbanken.

- Resultatet for første kvartal er tilfredsstillende, men det fortsat lave renteniveau tager pynten af en i øvrigt solid basisdrift, og vi har samtidig haft større kurstab end sidste år, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse.

Selvom den negative rente på pengemarkedet trykker bankens toplinje, kan bankdirektøren sagtens se de positive takter i kvartalsregnskabet.

Lav rente til fordel for kunderne

Han peger på, at bankens tab og nedskrivninger på udlån og garantier fortsat er lave. Og så betyder den lave rente, at det er billigere for kunderne at låne penge til for eksempel hus og bil.

- Vi mærker, at der er forår i luften og godt gang i vores private kunders bolighandler og investeringer i blandt andet ny bil, ligesom byggebranchen har travlt, siger Martin Kviesgaard og fortsætter:

- I banken har vi netop genåbnet vores filial i Qaqortoq, der er blevet totalrenoveret og energioptimeret, ligesom vi har taget hul på renoveringen af vores filial i Maniitsoq. Det er alt sammen et udtryk for, at vi tror på og investerer i bankens fremtid her i Grønland, fortæller Martin Kviesgaard.

God start på året

GrønlandsBANKEN forventer, at BNP vil stige yderligere i 2016, blandt andet på grund af en forventet øget byggeaktivitet og den forøgede rejekvote.

- Med resultatet for første kvartal har vi fået en pæn start på året, og banken forventer en tilfredsstillende udvikling i løbet af 2016, selvom der fortsat er usikkerhed forbundet med den lave rente, slutter bankdirektør Martin Kviesgaard sin pressemeddelelse af.