Lettere adgang til grønlandsk luftrum

Hvis Grønland skal lokke flere turister til landet, vil det være en fordel, hvis man gør det lettere for flyselskaber at åbne ruter til og fra landet.
Foto © : airplane-pictures.net
Skrevet af Jonas Fievé
03. juli 2016 14:07

Det mener det nye medlem af Visit Greenlands bestyrelse og direktør for Air Iceland, Arni Gunnarsson, som derfor foreslår, at landet indgår en open sky aftale.

- Det vil betyde, at flyselskaberne ikke skal søge tilladelser for hver ny rute, de vil åbne til og fra landet, siger Arni Gunnarsson til KNR

Læs også Erfaren luftfartsmand i bestyrelsen for Visit Greenland

Han henviser til den såkaldte open sky aftale i Europa, som gør det muligt for flyselskaberne at åbne ruter til og fra EUs medlemslande plus Norge og Island uden, at de skal søge tilladelser i de enkelte lande.

- Jeg mener, at hele Europa har gavn af den aftale, og det vil være en fordel, hvis Grønland også kunne blive en del af det område.

Læs også Stort turismepotentiale i Grønland

Har betydet flere ruter i Europa

Hvis Grønland kan tilslutte sig den europæiske open sky aftale, vil det betyde, at europæiske flyselskaber vil få lettere ved at åbne ruter til grønlandske byer.

Ifølge luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, har aftalen været til gavn for både de europæiske flyselskaber og borgerne.

- Der er ingen tvivl om, at det gør tilværelsen lettere for flyselskaberne, og når det er sådan, at flyselskaberne har det lettere, her lidt bedre indtjeningsvilkår, så vil der også være en tendens til, at der vil blive åbnet flere ruter, siger Jacob Pedersen.

I dag har landet kun en lignende aftale med Island.