Lejere gruer for fremtiden

Lejere i kommunale udlejningsboliger i Kommune Kujalleq opfordrer politikerne til at genoverveje beslutningen om huslejestigninger.
30. september 2011 11:57

Lejerne fik et brev om huslejestigningen fra Forvaltningen for Teknik, Bolig og Miljø, der var dateret den 27. september, selvom kommunalbestyrelsens beslutning først blev truffet dagen efter.

- Vi blev ikke oplyst om grundlaget for huslejestigningen. Og jeg undrer mig over, at beslutningen først blev truffet den 28. september, selv om jeg allerede fik brevet den 27. september, siger Nikolaj Ludvigsen, der er lejer i Nanortalik.

Han mener, at beslutningen er blevet taget alt for hurtigt.

- Det vil komme til at ramme mange mennesker, og der er i forvejen stor arbejdsløshed. Jeg håber derfor, at politikerne vil genoverveje beslutningen, for den vil have store økonomiske konsekvenser, siger Nikolaj Ludvigsen.

En anden lejer fra Qaqortoq, Kirsten Simonsen, betaler i øjeblikket 5000 kroner i husleje, og nu kan hun se frem til at skulle af med 500 kroner ekstra om måneden. Hun har fast job og er alenemor til tre børn. Og 500 kroner ekstra vil gå hårdt ud over hendes budget.

- Det bliver hårdt at skulle af med 500 kroner mere om måneden, siger hun.

Huslejerne i Kommune Kujalleq stiger med 10 procent pr. 1. januar 2012.