Længe ventet indhandlingssted på vej til Ittoqqortoormiit

Efter syv års ventetid ser det ud til, at borgerne i Ittoqqortoormiit får deres indhandlingssted igen.
Skrevet af Peter Bye Andersen
05. april 2015 11:59

Indhandlingsstedet i Ittoqqortootmiit har ikke fungeret ordentligt siden 2008. Men nu har Selvstyret investeret et ukendt beløb for at få dørene til indhandlingsstedet slået op igen.

 

Genåbningen vil betyde, at fangerne igen kan sælge moskus, sæl og narhval til butikker i resten af landet.

Derudover vil det også skabe job i Ittoqqortoormiit, der slås med høj arbejdsløshed.

 

Indhandlinsstedet vil kaste 2 til 3 faste stillinger af sig og periode-ansættelser til fangerne. Det vurderer udviklingskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq, Morten Nielsen.

 

"Det vil skabe en merindtægt til byen. Det er nye penge ude fra, der kommer ind. Det giver direkte faste arbejdspladser og indirekte job til fangerne. I en lille by som Ittoqqoormiit vil det betyde meget", siger han.
 

Der er dog endnu nogle udfordringer, før indhandlingsstedet er en realitet. 

Det er stadig ikke aftalt, hvem der skal drive stedet. Ifølge Morten Nielsen er målet, at det er lokale ildsjæle og fangere, der skal stå for driften. Derudover mangler der at blive forhandlet en servicekontrakt på plads.

 

LÆS OGSÅ Arctic Green Food indhandlingssted i Attu lukket

 

Det er planen, at indhandlingsstedet er færdigrenoveret i slutningen af 2015, og at indhandlingen kan starte fra marts 2016.

 

Indhandlingsstedet gik i stå efter Arctic Green Food overtog i 2007. Firmaet blev mødt af massiv kritik, da man havde problemer med at holde flere indhandlingssteder åbne, selvom de havde en servicekontrakt på 11 millioner kroner. 

 

En af kritikerne var Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Asi Chemnitz Narup.