Kujalleq vil rydde op

Nu skal det være slut med osende affaldsforbrænding og udsivning til fjordene i Kommune Kujalleq.
11. marts 2014 03:47

Naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen og Kommune Kujalleq’s borgmester Jørgen Wæver Johansen underskrev i går en politisk hensigtserklæring, som skal bane vejen for en mere forsvarlig affaldshåndtering i kommunerne.

Hensigtserklæringen skal resultere i oprydning på dumpene og etablering af forsvarlige forbrændingsløsninger i Kommune Kujalleq, hvorefter erfaringerne fra samarbejdet skal danne grundlag for en mere tidssvarende og forsvarlig affaldshåndtering i hele landet.

- Affaldshåndteringen er et kommunalt ansvarsområde, men kommunerne skal ikke stå alene med den store opgave, og jeg kan ikke acceptere, at der med fare for sundhed og helbred, foretages åben afbrænding ganske tæt på befolkningen. Vi har i mine øjne en unik natur, og den skal vi værne om. Af hensyn til vores sundhed og natur haster det altså med at skabe mærkbare miljøforbedringer, siger Kim Kielsen i en kommentar.

Aftalen fokuserer på konkrete og praktiske initiativer til at forbedre affaldshåndteringen i by og bygd.

Inatsisartut har besluttet at arbejde for oprettelsen af en miljøfond. Miljøfonden forventes at træde i kraft fra 2015. Indtægterne til fonden skal komme fra miljøafgifter. I første omgang anvendes de afgifter, der allerede er lagt på produkter til energifremstilling. På sigt forventes indførelse af yderligere miljøafgifter også på andre miljøbelastende produkter. Miljøfonden er dermed med til at sikre, at miljøafgifter også bliver anvendt til miljøforbedrende tiltag.