Kujalleq indgår servicekontrakt med fiskere og fangere

Kommune Kujalleq har indgået en servicekontrakt med den nystartede fællesforening for fiskere og fangere i Sydgrønland - KAPS.
Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Karsten Sommer
29. november 2016 06:31

Fællesforeningen er stiftet, blandt andet med det formål at overtage ansvaret for driften af brætter og bådværkstederne i Sydgrønland med virkning pr. 1. januar 2017.

Ideen opstod under fiskeriseminaret i december 2015, hvor fiskerne og fangerne udtrykte behovet for bedre rådgivning, ligesom der blev udtrykt ønske om bedre muligheder til innovation og udvikling inden for erhvervet i Kommune Kujalleq.

Igennem den nye servicekontrakt får KAPS derfor også, udover drift af brætter og bådværksteder, også ansvaret for rådgivning af fiskere og fangere i hele kommunen, ligesom fællesforeningen vil forvalte bevillinger til udvikling af erhvervet i Kommune Kujalleq.

- Det er et vigtigt og positivt skridt vi nu tager sammen med fiskerne og fangerne. Vi har fra kommunen store forventninger om at det vil føre til positiv udvikling, hvor fiskerne og fangerne har større ansvar, frihed og råderum for en dynamisk udvikling, udtaler Borgmester Jørgen Wæver Johansen.