Konkurs kan ramme RAL skibe

Det tyske skibsværft 'P und S Werften' ventes i dag at indgive begæring om betalingsstandsning. Det skaber usikkerhed omkring de fem skibe, som værftet er ved at bygge for Royal Arctic Line.
22. august 2012 06:54

Det er for tidligt at sige noget om konsekvenserne for Royal Arctic Line, meddeler Royal Arctic Line's administrerende direktør Jens Andersen.

- Vi vil bruge de næste dage på at forberede de forskellige muligheder så godt som muligt i samarbejde med vores advokat. Men hvad der reelt kommer til at ske, må vi afvente, siger Jens Andersen. Men han understreger, at Royal Arctic Line's investering ikke som sådan er i fare, da den er forsikret.

Det skal nu undersøges om nybygningsprograrmmet - eller dele af de - kan færdiggøres  under en eventuel konkursbehandling, eller om Royal Arctic Line må finde et andet værft, lyder meldingen i dag. Men det synes sikkert, at der opstår forsinkelser med afleveringen af de nye skibe.

'P und S Werften' har gennem længere tid været støttet af hjælpepakker fra både delstatsregeringen i Mecklenburg-Vorpommern, hvor værftet er placeret, og af den tyske forbundsregering. Derfor var forbundskansler Angela Merkel også tilstede, da værftsarbejderne i dag blev orienteret om den ventede begæring om betalingsstandsning.