Kommunerne får godt en milliard
En aftale der beløber sig til små 1062 millioner kroner - cirka 18 millioner mere end foregående år.
Et enkelt stridspunkt mellem parterne blev sendt i udvalg til senere afklaring.
Naalakkersuisut foreslog oprindelig i sit udkast til Finanslov for 2012, at den såkaldte demografiske udvikling i kommunerne - altså hvor mange mennesker der bor hvor, og hvilken alder de har, skulle føre til at kommunerne tilpassede den udvikling i deres budgetter.
Det gjaldt for eksempel spørgsmålet om at færre børn i den skolepligtige alder samt stigende antal pensionister i en kommune, skulle føre til omfordeling af midlerne mellem skolevæsenet og ældreforsorgen.
Det forslag har vakt en del røre i kommunerne, der finder at tiden ikke er moden til at lade den demografiske udvikling indgå i budgetterne. Resultatet er derfor blevet at der nu nedsættes en arbejdsgruppe, der skal skaffe mere afklaring på spørgsmålet om demografiens rolle i nye budgetsamarbejdsaftaler.
Med den knast ryddet af vejen, kunne begge parter i dag glæde sig over at aftalen om bloktilskud er blevet færdig i god tid inden behandling og godkendelse i Inatsisartut og kommunerne.