KNR KNR sender med tilladelse

I sidste uge har KNR, i forbindelse med købet af lokalradioen Voice of Greenland, trukket uheldige overskrifter i medierne. I både TV og net nyheder har det fremstået som om, at KNR sender uden sendetilladelse.
KNR-mikrofon Foto © : KNR
27. januar 2015 15:50

- Den påstand er IKKE korrekt. KNR har sendetilladelse, og vi sender med glæde både TV og radio i hele landet, siger direktør for KNR, Søren Lennert Mortensen.

Fakta er, at KNR har manglet en frekvenstilladelse til FM båndet i forbindelse med den nye ungdomskanal. I dette tilfælde drejer det sig om frekvensen 105 MHz, som Voice of Greenland er placeret på.

I forbindelse med ejerskiftet i Voice of Greenland, er det procedure at søge om en ny frekvenstilladelse, da en frekvenstilladelse ikke bare kan overdrages fra ejer til ejer.

- KNR har gennem forløbet været i dialog med Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke og Radioforvaltningen, og har så sent som i dag fået frekvenstilladelsen, siger Søren Lennert Mortensen.

Fokusset skal tilbage på de unge

Formålet med oprettelsen af den nye ungdomskanal på KNR, er stadig at formidle musik, timenyheder og programmer, der henvender sig til de yngre lyttere i hele landet.

- Det handler om de unge, det skal vi huske. Det er vigtigt at vi nu kommer til at imødekomme vores Public Service ansvar over for de yngre lyttere. Det skylder vi dem, siger Søren Lennert Mortensen og fortsætter.

 - Vores ejere bakker initiativet med den nye radiokanal op, og fra KNR glæder vi os til at komme i gang med arbejdet, slutter Søren Lennert Mortensen.

For yderligere information, så kontakt direktør for KNR, Søren Lennert Mortensen på telefon: 36 15 00 eller på mail: smo@knr.gl