Klubformand: GM bør gennemføres med hjemme- og udekampe

Skuffelsen er stor hos Nagdlúnguak, der arrangerer herrernes GM i fodbold, fra Ilulissat. Klubbens formand foreslår en endnu ikke afprøvet turneringsform
Fodbold kommer ikke til at rulle til GM i går - foreløbig. Arkivfoto. Foto © : Josh Hallet/Flickr Creative Commons
17. juni 2020 17:14

Nagdlúnguak vil ikke tage en aflysning af fodbold GM til efterretning.

Klubbens formand, Lena Ravn Davidsen, er oppe i det røde felt og opfordrer KAK til at genoverveje aflysningen af GM. Men KAK har svært ved at se, hvordan GM kan gennemføres efter at en ny bekendtgørelse trådte i kraft tirsdag aften.

Tirsdag aften meddelte KAK, at GM er aflyst. Meddelelsen føles som en mavepuster hos Nagdlúnguak, der ellers var nået langt med forberedelser til værtskabet af GM.

LÆS OGSÅ GM i fodbold er aflyst

- Vi vil ikke acceptere den beslutning, KAK har truffet uden at høre klubberne først. Vi har derfor skrevet til KAK, at andre muligheder bør undersøges, inden man kaster håndklædet i ringen, siger Lena Ravn Davidsen.

Det var egentlig planen, at otte hold skulle deltage i GM-slutrunden i Ilulissat i begyndelsen af august.

Der skulle også forinden have været afviklet kvalifikationskampe. Nagdlúnguak har som modtræk foreslået en turneringsform, der ikke er afprøvet før.

- Man kunne overveje afvikling af GM med ude- og hjemmekampe. Klubber fra nabobyer kunne afvikle den turneringsform, hvor man for eksempel sluttede med at spille kampe mod vindere fra andre regioner, foreslår Lena Ravn Davidsen.

KAK i tænkeboks

KNR har forelagt forslaget fra Nagdlúnguak til KAKs formand, Finn Meinel.

- Det er nogen nye regler, der kom i går, som vi skal til at forholde os til, og se hvad mulighederne er, siger Finn Meinel.

- Hvis der skal spilles ude- og hjemmekampe, så skal der undersøges, hvad det betyder tidsmæssigt og hensynet til dommere, der skal rejse en eller flere gange. Jeg udelukker ikke noget, men vi må drøfte i bestyrelsen, hvad der ligger af muligheder, siger Finn Meinel.

Lena Ravn Davidsen er stadig uforstående for beslutningen om aflysning af GM.

- Alting er ved at åbne. Der rejser flere personer ind i landet og stort set alt er åbent i Ilulissat, hvor man for eksempel kan gå på værtshus. Jeg kan derfor ikke acceptere aflysning af GM, siger Lena Ravn Davidsen, der som nævnt har lavet skriftlig en henvendelse til KAK.

Finn Meinel kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår de melder noget ud om en alternativ mulighed for at afvikle GM. Men foreløbigt er fodboldfesten aflyst for i år.