Kirstine Davidsen er S-kandidat: Jeg får krænkende beskeder og upassende billeder

Nu overvejer hun at melde sagen til politiet.
Kristine Davidsen stiller op for Siumut i Nuuk. Foto © : Privat
31. marts 2021 14:58

- Tag et billede af dine bryster og send det til mig. Så vil jeg stemme på dig.

- Åh lille du, send mig nu nogen billeder, jeg vil straks slette billederne, og du får min stemme.

De beskeder har Kirstine Davidsen, der stiller op til Inatsisartutvalget for Siumut, fået på Messenger. 

Hun kender ingen af dem, der har gjort det. Der er også folk, der har sendt hende upassende billeder.

KNR har set nogle af beskederne og billederne. 

- Det er kommet som en stor overraskelse for mig. Der er omkring 20 personer, som har henvendt sig til mig med seksuelle tilnærmelser, siger hun til KNR. 

LÆS OGSÅ Aki-Matilda: Sexchikane-dom bekræfter vores virkelighed

Og det er fuldstændig uacceptabelt, mener hun.

- Jeg havde det ikke godt, da jeg fik de beskeder. Mine grænser blev overskredet. Ethvert menneske bør respekteres, og i den her sag føler jeg mig ikke respekteret. 

- Om jeg så ikke førte valgkamp, ville jeg føle ubehag. Ved at modtage sådan nogle beskeder, føler jeg mig krænket, siger Kirstine Davidsen til KNR. 

Nægter at tie stille

Og det overrasker hende, at der overhovedet er nogen, der beder hende om billeder. 

- Jeg er blevet forskrækket over, at nogen via de sociale medier har responderet på min valgkampagne og udviser liderlighed overfor mig. Vi er ikke stillet op til valg med det formål, at nogen skal blive liderlige. En seriøs valgkamp er, at man stiller op for at tjene sit samfund og sit land, fordi man mener, at man har kræfter nok til det, og fordi man er trofast og loyal overfor sig selv.

LÆS OGSÅ Siumut laver ny strategi for at stoppe sexchikane

Derfor nægter hun også at tie stille. 

- Jeg kan ikke bare acceptere det og bare lade som ingenting. Jeg accepterer ikke, at mine grænser overskrides, og jeg accepterer heller ikke, at nogen som helst andre mennesker får overskredet deres grænser, siger Kirstine Davidsen.

Opbakning fra formand

Nu overvejer hun at melde sagen til politiet. Og det bakker hendes formand i Siumut i Nuuk hende op i: 

- Vi har lavet en chikanepolitik i Siumut. Den handler om, hvordan vi skal forholde os til mobning og sexchikane - og vi skal ikke finde os i det. Vi skal tale om det, siger Inga Dóra Markussen. 

- Jeg har selv talt med Kristine, og jeg har set beskeder og billeder. Jeg blev lamslået! Vi blev enige om, at sagen skulle ud i medierne.

Ifølge Inga Dóra Markussen er det nu op til Kirstine Davidsen selv at melde sagen til politiet - det vil Siumut ikke blande sig i. 

LÆS OGSÅ Sexchikanesag: Omstridt partisekretær skal 60 dage i anstalten

- Men jeg bakker hende 110 procent op, hvis hun gør det, siger Inga Dóra Markussen.

14. januar i år blev den tidligere partisekretær Mikael Petersen idømt 60 dage i anstalten for blandt andet blufærdighedskrænkelse. 

Fire kvinder, der alle havde tilknytning til Siumuts partikontor i Nuuk, havde anklaget ham for blufærdighedskrænkelse. 
Men Sermersooq Kredsret gav altså kvinderne medhold i anklagerne.

Mikael Petersen nægtede sig skyldig og ankede dommen.