Kinesisk donation skal betale GPS'er i Qeqqata

En kinesisk donation skal betale for at Qeqqata Kommunia kan tilbyde GPS'er til turister og lokale på Arctic Circle Trail. Det er besluttet af økonomiudvalget i Qeqqata Kommunia ved et udvalgsmøde tirsdag.
Foto © : Qeqqata Kommunia
18. oktober 2017 14:03

I midten af juli sidste år forsvandt en 27-årig kinesisk turist på Arctic Circle Trail mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.

Det fik kommunalbestyrelsesmedlem Malene Ingemann fra Partii Naleraq til at stille et forslag om at indføre et system, hvor turister mod et depositum bliver udstyret med en personsøger eller gps, når de bevæger sig ud på forekspempel Arctic Circle Trail.

Samtidig valgte de pårørende til den forsvundne turist, at donere 100.000 kroner til at forbedre sikkerheden for vandreturister.

LÆS OGSÅ Usynlige turister udfordrer sikkerheden

Kommunens arbejdsgruppe, der har arbejdet med at udvikle en løsning, foreslår at donationen bruges til indkøb af 30-40 GPS'er (også kaldet PLB, Personal Location Beacon) og et online bookingsystem.

Det er så meningen, at man som lokal eller turist, kan booke og leje en GPS ved at lægge et depositum og et gebyr, der skal betale for administrationen og indkøb af nyt udstyr.

Med det håber arbejdsgruppen og Arctic Circle Business at kunne tilbyde bedre sikkerhed for turister og mindske antallet af dyre eftersøgningsaktioner.

LÆS OGSÅ Søskende har ikke opgivet håbet

Og her over er et år efter den tragiske forsvinding mangler nu kun kommunalbestyrelsens endelige godkendelse før kommunen kan indkøbe og tilbyde de første turister en gps til vandreturen.

Ordningen skal i første omgang være et tilbud og ikke et lovkrav for turister og lokale, da en lov på området kan tage flere år.

Forslaget skal behandles af kommunalbestyrelsen den 26. oktober 2017.