Katastrofemidler skal findes i landskassen

Udgifterne tårner sig op for Qaasuitsup Kommunia i kølvandet på flodbølgen i Karrat Isfjord. Kommunen har derfor spurgt Selvstyret om mulighederne for en økonomisk håndsrækning fra landskassen.
Foto © : Arktisk Kommando/Palle Lauritsen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
30. juni 2017 12:00

I et brev til kommunen, som KNR er i besiddelse af, forklarer departementschef Nikolai S. Christensen, hvilke muligheder nordkommunen har for at få landskassen til at refundere udgifter i forbindelse med oversvømmelseskatastrofen i Uummannaq.

Som viceformand Sara Olsvig sagde på pressemødet 18. juni umiddelbart efter katastrofen er der på finansloven afsat op til 50 millioner kroner til nødforanstaltninger i forbindelse med katastrofer, som den der ramte Nuugaatsiaq forrige weekend.

LÆS OGSÅ Fart på islandsk indsamling til fordel for tsunamiramte

Og via den "katastrofepulje" vil Qaasuitsup Kommunia kunne få dækket sine udgifter til blandt andet midlertidig indkvartering, herunder at skulle betale husleje og indkøb af nødvendige ting såsom senge, madrasser og dyner.

Kommunen vil også kunne få refunderet udgifter til mad, tøj, sko, håndklæder. Og desuden giver 'katastrofe-midlerne' mulighed for at dække udgifterne, der er i forbindelse med at transportere beboere til indkvartering og eventuel til anden midlertidig bolig.

Hjælpen kommer fra udvalg

Men én ting er de umiddelbare udgifter i forbindelse med selve katastrofesituationen.

Noget andet er udsigten til at skulle genhuse de evakuerede borgere i de næste mange måneder, måske år. Der er nemlig ikke hjemmel i loven til at bruge de 50 millioner katastrofe-kroner til at genopføre huse eller reparere skader.

Imidlertid er der også her formentlig hjælp på vej fra Selvstyret.

LÆS OGSÅ Løkke er klar med mere hjælp

For i brevet til Qaasuitsup Kommunia fremgår det, at Naalakkersuisut formentlig vil ansøge Inatsisartut om lov til at bruge penge fra landskassen til de 'ekstraordinære foranstaltninger, der må forventes at blive relevante i den kommende tid særligt i forhold til de berørte borgere.'

LÆS OGSÅ - Vi vil hjælpe de ramte familier