Kan Nuuk fylde et stadion med 10.000 pladser?
I snart 30 år har Ejvind Elsner fra Atlantic Music arrangeret koncerter i Grønland. Han forudser, at store koncerter på Nuuks planlagte stadion kan give økonomiske tømmermænd.
- Det kan gå hen og blive en stor økonomisk lussing i stedet for en succes, siger direktør for Atlantic Music til KNR.
Verdensstjerner gør det ikke alene
Ejvind Elsner frygter nemlig, at selv om skulle lykkedes at tiltrække de helt store navne til et kommende stadion i Nuuk, vil det ikke være muligt at sælge det nødvendige antal billetter til, at det kan løbe rundt økonomisk.
Onsdag fortalte Claus Nissen fra Nanoq FM, at han tror på, at det nye stadion med 10.000 sagtens kan fyldes, hvis der kommer en verdensstjerne til byen. Den optimisme deler Ejvind Elsner ikke.
- Det er selvfølgelig meget godt at være positiv. Men at se 10.000 mennesker til en rockkoncert i Nuuk, det har jeg meget svært ved at se, siger Elsner.
LÆS OGSÅ Arrangør håber nyt stadion kan tiltrække stjerner
Siden 2008 har Atlantic Music været med til at arrangere Akisuanerit Festival, som hvert år afholdes i Katuaq i Nuuk. Desuden har Ejvind Elsner omkring 30 års erfaring som koncertarrangør og påpeger, at koncerter i dagens Grønland højst kan sælge 1500 billetter.
Nuuk kan ikke fylde stadionet
Derfor mener han ikke, at det er realistisk, at man selv med de helt store verdensnavne kan fylde et stadion med 10.000 skrigende koncertgæster.
- Vi skal bare passe på, at vi ikke tror, at et stort stadion gør os til verdensmestre. For det har ikke noget med virkeligheden at gøre.
LÆS OGSÅ Verdensberømt arkitekt skal sætte arktisk stadion på verdenskortet
17.000 indbyggere er ifølge Ejvind Elsner ikke nok til at fylde et arktisk stadion, og han mener ikke, at det bliver muligt at fylde resten af pladserne med folk, der kommer flyvende.
Det kan nemlig ikke sammenlignes med, når tyskere eksempelvis tager til København for at opleve Metallica.
- Der er rejseudgifterne så små, og folk kan være hjemme samme aften. Hvis man skal til Grønland er der en del planlægning med hoteller, flybilletter og ikke mindst koncertbilletter, siger Ejvind Elsner.
Se mere i Qanorooq torsdag aften klokken 19.00 og klokken 21.
LÆS OGSÅ Kæmpeprojekt skal bane vejen for befolknings-eksplosion