Kan ende med en længere straf end 21 år

Anders Behring Breivik, der har indrømmet at stå bag fredagens massakre i Norge, kan ende med en straf, der er væsentlig længere end de 21 år, som ellers er maximumstraffen i Norge.
Skrevet af Karsten Sommer
26. juli 2011 09:23

Norsk politi overvejer nemlig at sigte Breiviks terrorgerninger efter en ny paragraf, der kan give helt op til 30 år. Straffelovens nye paragraf, der blev indført i 2008, omhandler forbrydelser mod menneskeheden, herunder forfølgelse af en gruppe baseret på politisk grundlag. Det skriver aftenposten.no.

Breivik er foreløbig sigtet efter en terrorparagraf i den norske straffelov. Breivik har i afhøringerne erkendt, at han regner med at sidde i fængsel resten af sit liv.

Foreløbig har Breivik fået otte uger i varetægtsfængsel med brev, besøgs og medieforbud. Fire uger vil være i fuld isolation.

Forsvarsadvokat Geir Lippestad oplyser i øvrigt, at Breivik troede, at han ville blive skudt på vej til retssalen i går.

- Han har en anden opfattelse af, hvordan det er at sidde i fængsel, end sådan som virkeligheden ser ud«, siger Geir Lippestad.

Blandt andet tror Breivik ifølge sin forsvarer, at tortur er normalt i norske fængsler.