Jonathan Motzfeldt: Qaqortoq skal have lufthavn

01. april 2005 17:01

Siumuts landstingsmedlem Jonathan Motzfeldt kræver nu, at Qaqortoq får den lufthavn, byen har været lovet i næsten femten år.

- Man kan mærke at der er en stagnation i gang i Julianehåb (Qaqortoq, red.), også når det gælder erhverv. Man savner en lufthavn, og konsekvenserne kan blive, at Julienehåb, som jo skal være vækstcenter, sakker bagud, og det kan vi ikke tåle, siger han.

Jonathan Motzfeldt, der selv stammer fra en bygd i nærheden af Qaqortoq, forsikrer at der ikke er tale om lokalpatriotisme. Sydgrønlands trafikale situation skal løses nu, mener han.

- Omkostningerne til helikoptertransport i Sydgrønland er ved at være meget i øjnefaldende. Vi trænger til en helhedsvurdering af Sydgrønlands trafik, som hænger sammen, siger han

Landstinget skal førstebehandle forslaget den 29. april.

Jonathan Motzfeldt oplyser, at firs procent af passagererne i Sydgrønland skal videre til Qaqortoq. I dag må de rejse med helikopter.

Ifølge Hjemmestyrets egne tal, støttes distriktsbeflyvningen i Sydgrønland med 98% af billetprisen.