Ingen RAL-tårer over mistet servicekontrakt

Royal Arctic Line har tabt en udbudsrunde om servicekontrakten på fragtsejlads til Pituffik Air Base. Men det får ikke direktøren til at ligge søvnløs om natten, fortæller han til KNR.
Verner Hammeken
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
17. maj 2017 13:33

I sidste uge fik det grønlandske rederi besked fra US Air Force om, at de ikke længere skal sejle fragt til og fra den amerikanske base i Nordgrønland. Det skriver Arktisknyt.dk.

Royal Arctic Line tabte kampen om servicekontrakten til det amerikanske selskab Schuyler Line Navigation fra Maryland, der tilbød at udføre arbejdet for 57 millioner kroner over to år.

RALs direktør, Verner Hammeken, fortæller til KNR, at han er ærgerlig over den mistede kontrakt, men han kommer ikke til at miste nattesøvn over resultatet af udbudsrunden.

- Det er ikke noget, der vælter os af pinden. Kontrakten var ikke afgørende for, at vores budget hænger sammen, siger Verner Hammeken.

Hvis det grønlandske nationalrederi havde vundet servicekontrakten, ville ordren udgøre en procent - eller halvanden millon dollars - af omsætningen på årlig basis, oplyser Hammeken.

- Vi må bare videre og finde noget andet at lave. Når en dør lukker, åbner der sig som regel en ny, siger han.

Ukendt årsag til nederlag

Ifølge direktøren tilbød RAL at udføre fragtsejladsen til en markant billigere pris, end de 57 millioner kroner, det amerikanske selskab har tilbudt.

I næste uge skal Hammeken til møde på den amerikanske ambassade, hvor der vil blive informeret om, hvorfor det amerikanske selskab vandt foran RAL og to andre selskaber, der også bød på ordren.

- Vi glæder os til at finde ud af, hvad kriterierne var.

Hammekens vurdering er, at Grønland ikke vil miste arbejdspladser på trods af den tabte servicekontrakt, slutter han.