IA vil have Camp Century-sag kulegravet

Det er under al kritik, at den danske stat tilbageholder historiske oplysninger om Camp Century. Det mener IA i Folketinget, der vil have redegørelse fra regeringen.
Foto © : Inuit Ataqatigiit
23. februar 2017 12:42

- Det er nye informationer for mig.

Sådan siger Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, efter KNR tirsdag kunne fortælle, at Udenrigsministeriet i 1960 gav grønt lys til USA til at dumpe lavradioaktivt spildevand fra Camp Century i Indlandsisen.

Aaja Chemnitz Larsen mener, at det viser, at den danske stat tilbageholder oplysninger om Camp Century.

- Jeg har lige været til møde med udenrigsministeren for få dage siden, hvor jeg også tog emnet op omkring Camp Century og tidligere militære aktiviteter, og hvor det ikke blev nævnt fra dansk side, at der er blevet givet den her tilladelse, siger hun og tilføjer:

- Det er bestemt ikke i orden.

Regering skal fremvise en plan

Den danske stat og Selvstyret indgik i januar i år en aftale om, at Danmark for egen regning undersøger miljøforholdende omkring Camp Century.

En aftale, der ifølge Aaha Chemnitz Larsen skyldes IA’s fokus på sagen i Folketinget.

Selv om flere eksperter fraråder at lave en oprydning af Camp Century i nærmeste fremtid, fordi eventuelle miljøskadelige stoffer ligger forsvarligt indkapslet i isen, fastholder Aaja Chemnitz Larsen, at en miljøoprydning på sigt er målet. Både ved Camp Century og andre, tidligere militærbaser i Grønland.

Hun vil derfor kræve en plan fra regeringen, der beskriver, hvordan det skal ske.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at det er regeringen, der kommer med en officiel redegørelse over for Grønlandsudvalget i forhold: Hvornår kan det lade sig gøre? Hvordan kan det lade sig gøre? Og ikke mindst; hvordan vil man sikre en prioritering af de her miljøoprydninger?

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Anders Samuelsen i sagen, da han er på vej til USA, oplyser Udenrigsministeriet.

Løsgænger i Folketinget, Aleqa Hammond, henviser til et møde i Grønlandsudvalget 1. marts, hvor sagen skal drøftes.