URAN IA og SF uenige om uran-love

Det er “hult”, når danske partier, der er modstandere af uran-udvinding, støtter love om uraneksport fra Grønland, mener IA i Folketinget. SF støtter lovene af respekt for Grønlands selvbestemmelse, lyder det.
Foto © : Steen Brogaard/Ft.dk
20. april 2016 17:24

Selv om Enhedslisten, SF og Inuit Ataqatigiit er enige om at være imod udvindingen af uran, er der alligevel uenighed imellem partierne, når det gælder holdningen til uran-lovene.

Det står klart efter førstebehandlingen af lovforslagene L155 om sikkerheden af nukleart materiale og L158 kontrol med eksport af dual-use-produkter fra Grønland tirsdag aften i Folketinget.

Læs også URAN & VIDEO Bredt dansk flertal for uran-love

Her udtrykte alle danske partier på nær Enhedslisten opbakning til lovforslagene. Inklusive partierne Alternativet og SF, der principielt er imod uran-udvinding.

- SF er meget skeptisk over for en mulig urandrift, men anerkender grønlændernes ret til at beslutte det, sagde SF’s grønlandsordfører, Karsten Hønge.

IA: Delt ansvar mellem Grønland og Danmark

Men holdningen undrer Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit (IA), som på talerstolen kritiserede både Alternativet og SF’s opbakning til lovene.

- Det klinger lidt hult, at man på den ene side siger: 'Ja, vi har nogle principper om, men de principper afviger vi, fordi vi viser en lidt misforstået respekt over for, at det er et grønlandsk ansvar.' Det bliver jo et delt ansvar med de her to lovforslag.

Ifølge IA strider loven om kontrol med eksport af uran med selvstyrelovens bestemmelser, fordi Erhvervsstyrelsen i Danmark skal give den endelige godkendelse for eksport af uran til et udenlandsk selskab eller land.

Læs også Advokatrådet: Uranlovforslag på kant med grundloven

Også selv om Grønland har hjemtaget råstofområdet. Men ifølge Danmark er uran-eksport en sikkerhedspolitisk - og dermed dansk - sag.

Af den grund bør danske partier også tage mere aktiv stilling til uran-spørgsmålet, skriver Aaja Chemnitz Larsen i en mail til KNR:

- Det handler om en grundlæggende værdidebat, som man må forvente, man har en holdning til. Vi mener, der tilbagerulles et ansvar med lov om eksportkontrol, skriver hun.

SF: Respekt for selvstyret

Men Karsten Hønge fra SF mener ikke, at danske partier skal blande deres grundlæggende holdning til uran-udvinding ind i diskussionen om sikkerhed og eksport af uran. På samme måde som Danmark heller ikke skal blande sig i andre anliggender som fx socialområdet i Grønland, pointerede han.

Det vil være at trumfe reglerne om Grønlands selvbestemmelse ud fra selvstyreloven, lød det under debatten i Folketinget tirsdag.

- Hvis et grønlandsk medlem af Folketinget insisterer på, at vi skal ind og gribe ind over for interne grønlandske områder, uanset om området er direkte hjemtaget, eller det er et delt område, så skal jeg selvfølgelig tænke dybt over det.

- Men jeg tror, det vil klæde grønlænderne godt på bare lidt længere sigt at have danske politikere, der stoler på, at de har de rigtige politikere, der tager de rigtige beslutninger for fremtiden, sagde Karsten Hønge.

Det har heller ikke været muligt at interviewe Siumuts Folketingsmedlem, Aleqa Hammond, men til KNR skriver hun, at hun er glad for at, at flertallet bakker op om lovforslaget.

Se Aaja Chemnitz Larsen og Karten Hønges meningsudveksling i Folketinget her: