Hvem bestemmer hvad på råstofområdet?

Efter en del kritik lægger Naalakkersuisut nu op til at give borgerne mulighed for at klage over myndighedernes beslutninger på råstofområdet. Men hvor uvildig bliver klageinstansen egentlig?
06. september 2012 10:48

Det virker umiddelbart tvivlsomt, lyder det fra organisationen Transparency Greenland.

En paragraf i Naalakkersuisuts ændringsforslag til Råstofloven lyder således: "Klage over en afgørelse truffet af Råstofstyrelsen eller Miljøstyrelsen kan kun indbringes for Naalakkersuisut".

Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen bliver ifølge forslaget de to instanser, som i dag udgøres af Råstofdirektoratet.

Og som sådan synes Transparency Greenland da i udgangspunktet, at en klageadgang er et skridt i den rigtige retning. Men lovteksten er slet ikke gennemarbejdet og præcis nok, mener organisationen, der har til formål at forebygge korruption.

- Hvem er det, der træffer hvilke afgørelser? Der står alle steder, at det er Naalakkersuisut, der træffer alle de væsentlige afgørelser. Men det giver jo så ikke mening, at man kan klage til Naalakkersuisut, siger formand for Transparency Greenland, advokat Anders Meilvang.

- Det, som man kan være nervøs ved, er, om der reelt er tale om flere myndigheder. Hvis man skal kunne indbringe en afgørelse, skal den jo først være truffet ved en myndighed, og så skal det være en helt anden myndighed, der behandler klagen. Det kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, fordi man her kan indbringe Råstofstyrelsens afgørelser til Naalakkersuisut. Og Naalakkersuisut sidder jo ikke selv og sagsbehandler, så man må gå ud fra, at det ligesom andre steder er departementet, der sidder og sagsbehandler klagerne, udtaler Anders Meilvang.

- Og det kræver, at der er fuldstændig vandtætte skodder imellem Råstofstyrelsen og departementet. Men hvis der bliver det, så er det godt nok, siger Anders Meilvang.

I dag er der dog efter hans vurdering langt fra vandtætte skodder imellem Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked og Råstofdirektoratet.

- Jamen de siger jo netop selv, at man ikke kan klage over ting fra Råstofdirektoratet til departementet, fordi det må betragtes som een stor forvaltningsmyndighed. Det vil sige, at de hænger sammen. Og det er også derfor, at vi hejser det røde flag her. De bånd må simpelthen brydes. Ellers bliver det ikke nogen reel klageadgang, lyder det fra formanden for Transparency Greenland.

Ændringsforslaget til råstofloven skal 1.behandles i Inatsisartut den 23. oktober.