Hundredevis af døde hvalrosser i Alaska
I Alaska har det vakt opsigt at man i den forløbne uge har fundet hundredevis af døde hvalrosser på et strandområde i den nordvestlige del af Alaska.
Skrevet af Karsten Sommer
Fundet af de mange døde dyr sker i et område nær Point Lay, hvor man i starten af september observerede op mod 35.000 hvalrosser, der var gået på land.
De amerikanske miljømyndigheder understreger at de ikke mener de mange døde hvalrosser er blevet skudt af mennesker. Det er snarere et resultat af et panikløb i forbindelse med angreb fra isbjørne eller andre stressfaktorer, skriver CBS News.
Hvalrosser, der er samlet i store flokke, kan gå i panik og ende med at stampe hinanden ihjel. Og det er foreløbig det de amerikanske miljømyndigheder tror der er sket.
Indirekte er baggrunden klimaændringerne med mindre havis, der i høj grad har ændret hvalrossernes leveforhold og betyder at det er blevet sværere for dyrene at finde føde på havbunden.