BILLEDER Her styrter raketrester ned i Baffinbugt

Resterne fra en russisk raket der i går blev affyret fra en base 800 kilometer nord for Moskva, faldt tirsdag ned i Baffinbugten, nær Thule Air Base.
Skrevet af Karsten Sommer
18. februar 2016 06:24

Det skriver Ekstrabladet.dk.

Forud for afsendelsen havde de danske og islandske luftfartsmyndigheder advaret piloter mellem Grønland og Canada om, at der i et større område i Baffinbugten var risiko for nedfald fra den russiske raket i tiden umiddelbart efter afsendelsen.

Og ganske rigtigt.

Få minutter efter afsendelsen, klokken 14.15, faldt rester fra affyringsraketten ned over Baffinbugten nær Thule Air Base.

Knap 100 km fra nedfaldsstedet stod danske Stefan Rosenlund, der til dagligt arbejder på Thulebasen.

Stefan Rosenlund og hans kollegaer havde hørt om det mulige nedfald, og derfor taget turen til Nordbjerget omkring 10 minutters kørsel fra basen for at følge rakettens fald gennem atmosfæren.

Læs også Piloter advares om russisk raketaffald ud for Qaanaaq

- Jeg havde taget et kamera med for at tage nogle billeder af det. Det gik meget, meget hurtigt, det var næsten ligesom at se et stjerneskud, forklarer Stefan Rosenlund, der dog nåede at fange synet med sit kamera.

- Vi kiggede mod nordvest og jeg vil skyde på, at den styrtede ned mellem 80 og 100 km fra os, siger Stefan Rosenlund til Ekstrabladet.

Raketresterne endte som forventet i Baffinbugten, og der er ikke meldinger om at nogen kom til skade i forbindelse med nedfaldet.