Helikopter styrtede ned med to ombord

Det må nærmest være at ligne med et mirakel, at to ombordværende, i en 'Air Greenland' helikopter af typen 'AS 350', der havarerede i Nuuk Lufthavn ved 16-tiden lørdag, overlevede.
07. juni 2008 17:12

Der var tale om en såkaldt træningsflyvning. Efter havariet kunne både instruktøren og piloten selv kravle uskadte ud af den totalskadede helikopter.

Umiddelbart efter havariet blev lufthavnen i Nuuk lukket, da helikopteren skulle flyttes fra landingsbanen.

Teknisk direktør i Air Greenland, Peter Bjerre sagde kort efter havariet, at han skønnede, at helikopteren var så skadet, at den ikke kunne renoveres.

Klokken 18:27 sender Air Greenland en meddelelse om, at Havarikommissionen netop har frigivet den franskbyggede helikopter, hvad er betød, at den kort herefter kunne flyttes fra landingsbanen, hvorefter Nuuk Lufthavn kan genåbnes.

Tilbage står nu, at Havarikommissionen efterfølgende skal udarbejde en rapport, der redegør hændelsesforløbet.

Kun to flyvninger blev berørt af helikopterstyrtet. Det drejede sig om GL 422-passagerflyvningen fra Paamiut og Narsarsuaq og fragtflyveren GL 422.