Helikopter i dramatisk nødlanding

Sent i eftermiddags måtte en af Forsvarets helikoptere foretage en nødlanding på vandet ved Grønnedal. Helikopteren, der er af typen Lynx, havarerede under indflyvning til inspektionsskibet Hvidbjørnen, som ligger til kaj ved Grønlands Kommando.
Skrevet af Karsten Sommer
22. august 2011 18:45

Af endnu ukendte årsager måtte helikopteren foretage en nødlanding på vandet på skibets styrbords side.

Helikopteren holdt sig umiddelbart flydende, og samtlige tre besætningsmedlemmer og to passagerer blev reddet op på kajen i god behold, oplyser Forsvarskommandoen.

Årsagen til ulykken, der fandt sted lidt efter klokken 16, er endnu ikke fastlagt, men forsvarets havarikommission går nu i gang med at undersøge hændelsen.

Grønlands Kommandoen vil i samarbejde med Hvidbjørnen forsøge at forhindre helikopteren i at synke helt, indtil nærmere instrukser fra havarikommissionen foreligger.